• Dansk
Placeholder

Sumaya, Playmaker

23/9-2015

Sumaya Ibrahim er frivillig street soccer træner i GAME, ikke fordi hun elsker gadefodbold men fordi ‘det handler om børnene, og om at se dem glade. Det er dem, der motiverer mig‘.- Sumaya.

Navn: Sumaya Ibrahim
GAME zone: Ballerup
Har været frivillig i GAME: I næsten 1 år

Hvordan blev du en del af GAME?
Der var to unge fra GAME, som kom hen på min skole for at holde oplæg. Jeg syntes, det lød mega fedt. Det endte med, at jeg kom på Playmaker Camp, hvor jeg startede uddannelsen som GAME Playmaker. Det var jo bare totalt spændende at være med på den camp. Folk var søde og åbne, så man fik jo helt vildt lyst til at være med. Jeg startede egentlig i Skovlunde, men det var som om, at Skovlunde zonen ikke var helt klar til det på det tidspunkt. Men så var det, at jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at starte en zone op i Ballerup. Det var hårdt arbejde, men uden tvivl det hele værd. Det var en spændende og hektisk opstart. Vi gik rundt med flyers forskellige steder, fx til kulturdag, for at rekruttere deltagere. Generelt syntes de børn og unge, vi mødte, at vise stor interesse for GAME og det at dyrke gadeidræt.
Det var en helt vild første træning, vi havde, kan jeg huske, 20 børn der mødte op, som bare var helt oppe at køre over det”.

Hvad motiverer dig til at være frivillig i GAME?
Jeg træner jo i gadefodbold – eller mest fungerer jeg som den, der organiserer, men jeg tager over, når de to andre piger, der kører træningerne, ikke har tid. Det er egentlig lidt komisk, at jeg er endt med at træne gadefodbold, for personligt er jeg ikke den store fodboldentusiast. Men det er fuldstændig lige meget, for det handler om børnene og om at se dem glade – det er dem, der motiverer mig. Fx at se, at træningerne gør, at nogle kommer væk fra kriminalitet og det at være en god rollemodel. Man ved, at man har givet noget til andre, når man hører børnene med begejstring i stemmen sige: ‘ej det var bare en fed træning i dag!’ ”

Hvad er den oplevelse i GAME, som står tydeligst for dig?
Street GAME i Hedegården var mega fed og uforglemmelig – både for GAME’s side, alle de frivillige, børnene, forældrene og generelt folk i lokalområdet. Alt det, der var kørende, gadefodbold, dans, musik – bare hele stemningen. Det var virkelig ikke særlig godt vejr den dag, det regnede meget og teltet fløj væk, men det gjorde ingenting, vi gav ikke op.
Efter events som Street GAME – og specielt GAME Finals – forstår børnene, at de er en del af noget større. Børnene syntes, det var helt vildt at møde andre GAME børn fra fx Aarhus til GAME Finals her for nyligt. Det er noget, der er med til at skabe en GAME identitet blandt børnene, og den identitet er ’cool’ at være en del af. Børnene elsker jo også deres GAME t-shirts, de er stolte over at kunne vise, at de er fra GAME.
Jeg synes det er fedt at få lov til at være en del af GAME identiteten”.