• Dansk
Placeholder

Suell, street soccer

22/12-2015

Interview med Suell Osmani fra Copenhagen Panna House
Alder: 35
Rolle i GAME: street soccer træner
GAME zone: GAME Streetmekka, København
Suell Osmani, Amin Benmoumou og Kristoffer Licht kommer fra henholdsvis Nørrebro, Brøndby Strand og Hillerød. De er fælles om at køre panna træningen i GAME hver onsdag aften. Vi har talt med Suell, som fortæller om panna sportens mange facetter.

Hvem er I egentligt? Og hvordan startede I?
“Vi var tre drenge, Amin Benmoumou, Kristoffer Licht og mig, som alle sammen var tilknyttet DGI, hvor vi spillede street soccer. En street player kom en dag op til os og spurgte, om vi ville være med på et projekt, der hed Friday Panna. Jeg var på det tidspunkt spillende træner for DGI street landshold og vi spillede alle tre street soccer – panna var ikke så udbredt endnu.
Men vi fandt hurtigt ud af, at det her var vi faktisk rimeligt gode til – vi vandt EM tre gange og VM 1 gang, og for et år siden blev vi så til en forening, for ligesom at give træning videre”.

I laver panna om onsdagen i GAME Streetmekka. Hvad er panna, sådan helt fra scratch?
“I panna går det ud på at lave tunellen – panna betyder tunnel. Det er et tre minutters spil med to mål på banen, ingen bandemål. Som i fodbold gælder det om at score flest mål, men hvis modstanderen laver en panna, altså en tunnel på dig i løbet af de tre minutter, så er det ham/hende, der vinder, også selvom du har flest mål. Hvis vi fx spiller og det står 4-1 til dig og jeg så laver en panna på dig, så er det mig, der har vundet. En panna fungerer som en knockout, ligesom i boksning. Så det kan gå hurtigt, hvis det bliver lavet mange tuneller. Det fedeste for os er, når vi er ude og spille mod rigtige street soccers og panna spillere rundt om i verden. Når der går konkurrence i den. Vi er jo verdensmestre i 3×3 og europamestre i 4×4, som er almindelig street soccer.

Det vigtigste er, at alle kan være med. Vi deler ikke børnene op, når de kommer og spiller. Alle kan være med i vores træninger, uanset om du er nybegynder eller den bedste. Det er rigtig fedt”.

Hvad motiverer jer til at komme hver onsdag med en fodbold i GAME Streetmekka?
“GAME har altid tør asfalt indenfor, det skal ikke være nogen hemmelighed. Derudover motiverer børnene mig. Når der kommer en lille dreng hen til mig efter sidste uges træning og siger ’se, hvad jeg har lært’. Når han vil vise mig, at nu kan han den. Eller når han kommer og viser mig et trick, han har øvet på, som jeg selv har opfundet. Det gode fællesskab er en kendetegnende del af street miljøet, og det synes jeg er rigtig fedt. ”