• Dansk
Placeholder

Daniel: ”Når børnene har det sjovt til træning, er det lønnen i sig selv” 

Daniel Hundahl er en af GAME’s mange frivillige, der hver uge er på asfalten for at gøre en forskel for børn og unge gennem gadeidræt. Idrætsfællesskabet har været vigtigt for hans egen udvikling, derfor hjælper han nu børn og unge med at blive en del af et.

De fleste danske børn og unge dyrker idræt, men for børn med psykosociale udfordringer kan idrætsdeltagelse være et uoverskueligt projekt. Derfor har GAME startet projekt ’Fællesskab på Asfalten’, som er et 32 ugers skræddersyet parkourforløb. Her er Daniel Hundahl frivillig. 

”Jeg synes, det er enormt vigtigt, at der bliver skabt nogle idrætsfællesskaber for de børn og unge, der ikke passer ind i det traditionelle foreningsliv. Derfor sagde jeg ja til at være frivillig i det her projekt i GAME,” siger Daniel Hundahl.

Zombier og ninjaer i GAME Streetmekka 

Til parkourtræningerne er der især fokus på det legende aspekt og på succesoplevelser. Så pludselig forvandler børn og frivillige sig til ninjaer og zombier, der klatrer, hopper og løber rundt mellem hinanden i GAME Streetmekka. 

“Når jeg kan se, at børnene har det sjovt til træning, så er det lønnen i sig selv,” siger Daniel Hundahl.

Men når det indimellem kokser eller slår knuder til træning, står han som frivillig klar til at hjælpe zombierne og støtte ninjaerne, så de er klar på den næste udfordring, der hjælper dem til at få en god oplevelse med idræt. 

Det er ikke helt tilfældigt, at det netop er parkour, som er omdrejningspunkt for projekt ’Fællesskab på Asfalten’. Parkour er nemlig en fleksibel og skalérbar sportsgren, hvilket betyder, at alle uanset niveau eller fysisk form kan deltage i den samme træning.

Idrætsfællesskaber er vigtige 

Daniel har selv gennem hele sit liv været en del af en eller anden form for et idrætsfællesskab, hvad enten det var, da han spillede fodbold, badminton eller håndbold. De oplevelser vil han gerne give videre.

”De idrætsfællesskaber, som jeg har været en del af, har betydet rigtig meget for mig. Derfor vil jeg gerne hjælpe de her børn og unge med at blive en del af et,” siger han. 

Målet med projekt ’Fællesskab på Asfalten’ er, at børn og unge med psykosociale udfordringer gennemfører et 32 ugers gadeidrætsforløb og får en god oplevelse med idræt, der bidrager til, at de opnår sociale færdigheder, som kan bruges i andre dele af deres liv.  

Daniel Hundahl har selv en kandidat i idræt og kombineret med sine egne gode oplevelser med sport, er han ikke i tvivl om, hvad fysisk aktivitet sammen med andre kan betyde. 

”Helt generelt indeholder idræt en masse positive kvaliteter, der kan være med til at forme os og have en positiv effekt fremadrettet i vores liv, og rent fysisk udskiller hjernen stoffet dopamin, der gør, at vi føler os lykkelige og tilfredse,” forklarer han.

Børnene har udviklet sig på kort tid

Selvom Daniel ikke har været tilknyttet projektet mere end 3-4 måneder kan han allerede mærke, at der er sket noget med de børn, som deltager i parkourforløbet.

”Jeg kan klart mærke, at de udvikler sig og kan mere og mere fra gang til gang, men først har de skullet blive trygge ved rammerne, instruktørerne og os frivillige, og det tager selvfølgelig tid,” forklarer Daniel og uddyber, hvordan han arbejder med børnene:

”Jeg prøver at møde dem, der hvor de er, snakke med dem og vise, jeg interesserer mig for dem. Hvis de nævner noget fra skolen, hverdagen eller parkour, som de synes er svært, så giver jeg dem et eksempel på noget, jeg også har svært ved, og hvad der virker for mig i sådan en situation,” slutter Daniel Hundahl. 

GAME har igangsat projekt ’Fællesskab på Asfalten’ med støtte fra VELUX FONDEN og Sundhedsstyrelsen i GAME’s gadeidrætshuse i samarbejde med Københavns, Esbjerg, Viborg og Aalborg Kommune. 

Bliv frivillig som Daniel Hundahl ved at skrive til bj@game.ngo.