• Dansk
Placeholder

Asmat: Rollemodeller har en enorm betydning

Hver uge går GAME’s unge frivillige Playmakere på asfalten for at afvikle ugentlige træninger i boligområder over hele landet for at gøre en forskel for børn og unge gennem gadeidræt. Det er GAME’s projektkoordinator Asmat El Ouargui, der har ansvar for at klæde dem på til at blive trænere og ikke mindst rollemodeller.

To gange om året dribler GAME’s Asmat El Ouargui rundt med en fodbold på asfalten til de årlige Playmakercamps, der er uddannelsesweekender for GAME’s frivillige Playmakere. På banen ligger et net fyldt med fodbolde, der er klar til at blive taget hul på. Inden længe bliver han omringet af unge frivillige, som er klar til at deltage i hans undervisning, som byder på tekniske fodboldøvelser såvel som konflikthåndtering.

Asmat har tidligere haft en professionel fodboldkarriere og taget en uddannelse på Københavns Universitet i statskundskab. Men særligt rollemodeller har haft en essentiel betydning for hans udvikling.

Rollemodeller var altafgørende for Asmat
Asmat har på egen krop mærket, hvilken forskel det gør at have en rollemodel i sit liv. Der var nemlig ikke altid luft i økonomien til at betale for medlemskabet i fodboldklubben eller tid til at følge ham til træning, da han var yngre. Heldigvis var der to trænere i fodboldklubben, som var ekstra opmærksomme på ham.

”Hvis man får nogle fede mennesker ind i sit liv og har nogle gode rollemodeller, som tror på én – som jeg også havde dengang – så gør det mere, end man lige tror. Og det er dét, jeg tror, mange har brug for at høre, vide, se og ikke mindst føle,” forklarer han.

Ifølge Asmat har rollemodeller haft en uvurderlig betydning for hans egen udvikling, men også haft indvirkning på, hvor han er landet henne i sin karriere i dag.

GAME’s frivillige Playmakere rustes til at være rollemodeller
Det bedste ved GAME er, at man ser mennesket før, man ser noget andet, mener Asmat El Ouargui, der blev ansat i GAME’s Playmakerteam i november 2018. Han mener, at GAME formår at ruste unge til at tage lederskab og ejerskab samt være eksemplariske overfor børn – alt sammen igennem gadeidrætten.

”Det, vi i GAME gør, er, at vi går ned i øjenhøjde, hvor vi har fokus på sammenhold og fællesskab og bruger denne energi i vores læringsmetode. Og det synes jeg, er noget vi kan, som ingen andre kan,” siger Asmat.

Ifølge Asmat har GAME’s arbejde med trænere og rollemodeller enorm betydning for de lokale børn og unge i boligområder.

”Det er i sidste ende Playmakerne ude på asfalten, som børnene ser op til,” siger han.

Fra professionel fodboldspiller til rollemodel
Ordet ’anerkendelse’ har stor betydning for Asmat i arbejdet med børn, unge og rollemodeller. Han lægger meget vægt på, at man skal lytte og forstå, så man kan anerkende menneskers behov, bekymringer og frustrationer.

”Jeg prøver på at opmuntre, støtte og sparke selvtillid ind i mange af de unge – det gør jeg hele tiden, og det vil jeg blive ved med,” slutter Asmat.

Mellem de årlige Playmakercamps, der ruster GAME’s frivillige Playmakere til at drive træninger i gadefodbold, streetbasket, dans og street fit, følger Asmat El Ouargui op på, hvordan det går med Playmakernes træningerne, men han mødes også med samarbejdspartnere i kommuner, boligselskaber og helhedsplaner eller arrangerer events, der giver endnu flere piger og drenge lyst til at blive en del af et idrætsfællesskab.