• Dansk
Placeholder

Amalie er Playmaker i Brøndby Nord

Mød Amalie Mikkelsen. Hun spiller basket og er GAME Playmaker i GAME-zone Brøndby Nord. Og hun har et par bud på, hvordan vi får flere piger til at spille street basket. 

Amalie Mikkelsen bor i Brøndby Nord og går i 2g på gymnasiet. Hun er en erfaren basket spiller, der startede med at spille som 13-årig. Nu er hun Playmaker i GAME og underviser i street basket i Brøndby Nord-zonen, som hun selv bor 10 min fra. Basket er Amalies store passion, og hun bruger meget af sin fritid på det. Hun træner selv mandag og onsdag og så er hun også hjælpetræner ved siden af sit frivillige arbejde som GAME Playmaker.

Hvorfor valgte du at blive Playmaker? 
Jeg har altid spillet basket i Brøndby Nord området, og en dag fortalte min træner mig om GAME og deres Playmaker uddannelse. Min træner var selv Playmaker og han opfordrede mig til at selv at blive Playmaker, når jeg blev gammel nok. Da jeg blev 15, syntes jeg, at tanken om at blive Playmaker og basket træner for børn var super fed. Jeg blev inspireret og motiveret af min træner, så jeg tog imod hans råd og tog med på Playmaker Camp i GAME Streetmekka København. Det var sindssygt fedt. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke kun var sporten, jeg syntes var fed i GAME. Men også muligheden for at hjælpe andre. Derfor blev Playmaker den perfekte kombination for mig.

Hvad gør træningerne i GAME-zonen specielle?
I GAME handler det ikke kun om sport, men også om fællesskab. Da jeg startede fik jeg en hel masse nye venner. Træningen består ikke kun af en hård omgang street basket, der udelukkende skal forbedre dig sportslig. Det er meget mere end det. Træninger i GAME er hyggestunder, hvor vi mødes med venner, lærer andre at kende og har det sjovt med sport samtidigt. Derfor kan alle være med og føle sig tilpas. Det er virkelig fedt. Jeg tror på at det er med til at gøre mange børns dag meget bedre. Også min egen for den sags skyld. Hvis jeg har haft en dårlig dag, så hjælper træningerne helt sikkert på mit humør, fordi vi blive glade af den gode og afslappede stemning som en GAME-zone træning har. Det er det der gør vores træninger specielle.

Hvordan får vi flere piger til at deltage i aktiviteterne på gaden?
Der har faktisk været mange piger på holdene, men det svinger meget. Nogle dage er der slet ikke nogen, og andre dage kan halvdelen være piger. Det, der motiverer mig som pige, er den åbenhed, der er i GAME og fokus’et på fællesskab. Der er ikke krav om et bestemt niveau. Man er velkommen – præcis som man er. Der er måske mange piger, som der er bange for, at de ikke er gode nok. De skal bare kaste sig ud i det, for så oplever de, at de faktisk er gode nok. Det er bare en grænse, man skal turde bryde. Det er lige meget, om man er stor eller lille, dreng eller pige – der er plads til alle. Jeg tror heller ikke på, at løsningen er at dele holdene op efter drenge og piger. Det er bedre at dele børnene op, efter hvor længe de har spillet. Pigerne skal nemlig ikke få en ide om, at de ikke er gode nok til at spille med drengene. For det er de.

Har du en succeshistorie fra en træning, som du har lyst til at dele?
Generelt set er det en succes, at jeg får et forhold til mange af børnene. Jeg kan se en udvikling ved mange af dem. Både på det sportslige og det sociale plan. De bliver bedre og bedre til street basket og de får hele tiden nye venner. Jeg har oplevet, at der var et par stykker, der var helt ivrige efter at en ny sæson skulle gå i gang efter en sæson var slut. Det er en rigtig fed følelse, for det viser mig, at jeg gør noget godt for dem. Det er så fedt at se, at de får nye venner og bliver stolte af sig selv, jo bedre de bliver til basket. Jeg føler mig ikke kun som en basket træner, men også som en rollemodel og en støttepæl. Vi snakker sammen og viser interesse for hinanden. Det er vigtigt for mig, at de ved at jeg er der for dem og gerne vil hjælpe, ligegyldig om det handler om sport eller andet de må have på hjertet.