Placeholder

Om GAME

GAME er en non-profit gadeidrætsorganisation, som siden 2002 har arbejdet for at skabe varige sociale forandringer gennem gadeidræt for børn og unge. GAME etablerer nyskabende faciliteter og uddanner unge til ledere og rollemodeller inden for gadeidræt.

GAME arrangerer træninger og turneringer i street basket, gadefodbold, dans og parkour for børn og unge i udsatte boligområder over hele Danmark samt i gadeidrætshuse i København og Esbjerg. Det er unge frivillige GAME Playmakers, der driver de lokale street events og træninger.

GAME arbejder også i Libanon.

GAME Playmakers
GAME uddanner lokale unge fra boligområderne som GAME Playmakers. Uddannelsen ruster de unge til at drive ugentlige træninger i street gadeidræt og gadekultur i 26 GAME zoner i Danmark og 9 GAME zoner i Libanon. GAME Playmakers virker desuden som rollemodeller i de udsatte boligområder og er en vigtig del af de sociale forandringer, GAME arbejder for. Læs mere om playmaker uddannelsen her.

GAME Streetmekka
København: I 2010 åbnede GAME i samarbejde med Københavns Kommune huset GAME Streetmekka i København. Her kan byens unge dyrke gadeidrætten indendørs i uformelle rammer året rundt. Den grundlæggende tanke bag huset er at skabe et tilgængeligt og fleksibelt tilbud til alle, som vil dyrke den selvorganiserede idræt. Se mere om GAME Streetmekka København her.

Esbjerg: GAME Streetmekka Esbjerg er en af Esbjergs ældste industribygninger, som er undergået en forandring fra en elsket, men forfalden DSB remise til et råt og asfalteret hus til gadeidræt og gadekultur. GAME Streetmekka Esbjerg åbnede i januar 2016. Se mere her.

Viborg og Aalborg bliver nyeste skud på GAME Streetmekka-stammen, når Vestas-bygningen i Viborg og Kridtsløjfen i Aalborg renoveres til nyskabende gadeidrætshuse. De to nye GAME Streetmekka forventes at stå klar i starten af 2018. Se mere her.

De tre nye GAME Streetmekkaer er finansieret af RealdaniaTrygFondenNordea-fonden, Lokale og AnlægsfondenDet Obelske Familiefond samt Esbjerg, Viborg og Aalborg kommuner.

GAME Libanon
GAME har en datter-organisation i Libanon. GAME Libanon fungerer med selvstændig bestyrelse og er registreret som libanesisk non-governmental organisation (NGO). Aktuelt kører programmet “Youth-led Street Sport for All” frem til slutningen af 2018 med fokus på at få etableret et ‘GAME hus’ i Beirut – et fysisk centrum for børn og unges gadeidræt og gadekultur i Beirut, der skal forankre og videreføre GAME Libanons indsats med at forebygge marginalisering af etniske minoriteter og arbejde for ligestilling mellem kønnene og et mere demokratisk og stabilt samfund. Se mere på gamelebanon.org.

Priser til GAME
2016: World’s Top 200 NGO’s, NGO Advisor
2014: CSR Awards, CSR Partnership Prize
2013: IAKS Award
2011: AOK’s Byens Bedste Nye Initiativ
2008: Integrationsministeriets Integrationspris
2004: Gerlev Idrætspris
2003: Københavns Kommunes Integrationspris

GAME blev grundlagt af Martin Schultz, George M. Goldsmith og Simon Prahm. Organisationen ledes i dag af en frivillig bestyrelse og den daglige drift varetages af et dedikeret team af medarbejdere fra hovedkontoret på Enghavevej i København.