• Dansk
Placeholder

11/2-2016Viborg og Aalborg får nu GAME Streetmekka

Viborg og Aalborg bliver nyeste skud på GAME Streetmekka-stammen, når Vestas-bygningen i Viborg og Kridtsløjfen i Aalborg nu renoveres til nyskabende gadeidrætshuse. De to udtjente industribygninger skal blive yndlingsspot for viborgensere og aalborgensere, der elsker alt ’street’.

Viborg og Aalborg Kommune har valgt at gå ind i et projekt, som gadeidrætsorganisationen GAME, Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden og i Aalborg tillige Det Obelske Familiefond står bag. Konceptet går ud på at omdanne livløse industribygninger til rå gadeidrætsfaciliteter – GAME Streetmekkaer. Målet er at få flere børn og unge aktive på asfalten.

Brug for et fleksibelt sted
– Huset skal tiltrække de børn og unge i Viborg og omegn, som har særligt brug for et sted, der er fleksibelt og har plads til alle. Med GAME Streetmekka kan vi tilbyde de børn og unge, der ikke finder vej ind i de etablerede idrætsforeninger, et sted, hvor de f.eks. kan dyrke street trial, parkour, skate og street art – eller hvad de nu måtte have lyst til, siger Per Møller Jensen, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune.

Sunde og aktive unge
Aalborg Kommune har allerede en GAME zone, hvor unge frivillige GAME Playmakere driver ugentlige træninger udendørs i street basket, street soccer og dans.

– I sommermånederne har vi stor aktivitet på vores havnefront ud i alle streetaktiviteter. Med GAME Streetmekka Aalborg får vi nu tag over hovedet, så vi kan tilbyde mangfoldige gadeidrætsaktiviteter i alle årets måneder. Det bliver et suverænt supplement til vores traditionelle foreningsliv. Det bliver også et stort aktiv for byens skoler, der kan bruge stedet til sociale og fælleskabsopbyggende aktiviteter. GAME Streetmekka Aalborg bliver fantastisk i forhold til vores mål om at gøre det let for alle byens unge at træffe det aktive og sunde valg, og komme ud at bevæge sig, fortæller Mads Duedahl, Sundheds- og Kulturrådmand i Aalborg Kommune.

Det Obelske Familiefond har bidraget til GAME Streetmekka Aalborg.

– Vi har støttet projektet med et fokus på at inkludere børn og unge og psykisk sårbare i gadeidrættens fællesskaber, siger Britta Graae, fondsadministrator i Det Obelske Familiefond.

De to GAME Streetmekkaer forventes at stå klar i starten af 2018 og næste skridt er workshops, hvor husenes fremtidige brugere involveres i processen.

Inddragelse af lokale unge
– Vi glæder os til at se, hvordan de nedlagte industribygninger kan blive et forbillede på, hvordan industriarkitekturen kan sættes i spil på en helt ny måde med innovative faciliteter, der også har et socialt sigte. Det lokale engagement og input fra byens unge er meget vigtigt i denne sammenhæng, siger programchef Per Schulze, Realdania.

Ifølge GAME er streetkulturen bygget op omkring kreativitet, engagement og en stærk gør-det-selv mentalitet. Derfor kick-starter GAME etableringen af husene med idéudviklingsworkshops, som i Aalborg bliver 29. februar kl. 16.00-19.00 på Kridtsløjfen 10 og i Viborg 1. marts kl. 16.00-19.00 på Nellikevej 2. Her inviteres alle lokale børn, unge, voksne, forældre, foreninger m.v. til at komme med idéer til hvilke aktiviteter, faciliteter og værdier lige præcis deres GAME Streetmekka skal rumme. De bedste ideer kommer med i arkitektkonkurrencen.

– Vi glæder os til at se, hvordan de lokale børn og unge vælger at fylde de rammer ud, som bygningerne giver. Fra Streetmekka i Esbjerg har vi gode erfaringer med at inddrage børn og unge i hele processen, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Én ting er helt sikkert: En del af de to nye GAME Streetmekkaer bliver offentligt tilgængelige arealer til skate, rulleskøjter eller løbehjul. Den del er støttet af Nordea-fonden:

– Nu får de mange børn og unge et nyt mødested, hvor de kan hænge ud og være aktive sammen, når det passer dem – og som det passer dem, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Finansiering
GAME Streetmekka Viborg og GAME Streetmekka Aalborg er finansieret af Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden, Det Obelske Familiefond og Viborg og Aalborg Kommuner. GAME skal stå for driften af husene.