• Dansk
Placeholder

24/10-2019Nyt projekt skal skabe fællesskaber for unge omkring urban musik

GAME vil nu med støtte fra Tuborgfondet sætte fokus på den urbane musik, så unge i fire store byer får mod og lyst til at gribe mikrofonen, sammensætte beats eller stille sig bag dj-pulten sammen med andre unge. Målet er at styrke unge og skabe positive fællesskaber.

Siden 2002 har organisationen GAME arbejdet for at skabe sociale forandringer gennem unge-ledet gadeidræt og streetkultur i boligområder overalt i Danmark. Med støtte fra Tuborgfondet bliver der nu også mulighed for at tilbyde unge at deltage i musikfællesskaber omkring rap, dj’ing og beatproduktion i GAME’s fire asfalterede gadeidrætshuse, GAME Streetmekka, i Aalborg, Esbjerg, København og Viborg.

Beats og dj’ing er vejen til ungefællesskaber
Gennem projekt ’GAME Urban Music School’ er målet at skabe musikalske fællesskaber for unge med afsæt i urbane musikgenrer som bl.a. hiphop. Her får de unge mulighed for at udvikle deres evner inden for rap, dj’ing og beat produktion sammen med andre unge.

– Det er fantastisk, at vi har modtaget den her bevilling, så vi kan udvide rammen for, at endnu flere unge får glæde af de fællesskaber, vi tilbyder her i GAME. GAME Urban Music School skal gøre beatproduktion og dj’ing tilgængeligt for unge mennesker, forklarer Mikkel Selmar, der er chef for faciliteter i GAME, og understreger, at med musikken følger et vigtigt fællesskab:

– Vi ved, hvor meget det betyder for vores brugere, at de kan komme her og være en del af et fællesskab – hvad enten det er gadeidræt eller streetkulturen, som de interesserer sig for. Udover de musikalske færdigheder, man får med sig i ’GAME Urban Music School’, er der en klar forventning om, at aktiviteterne på sigt vil styrke deltagernes sociale relationer og følelsen af at høre til i et fællesskab.

Unge Magnus viser, hvem han er gennem musik
En af dem, der har inspireret GAME til at satse yderligere på den musiske del af streetkulturen, er Magnus, som startede i et specialforløb med parkour i GAME Streetmekka København, men som efter introduktion til musikken nu laver beats hver eneste uge. Med støtten fra Tuborgfondet bliver der mulighed for at give endnu flere som ham et fællesskab omkring musikken og som noget nyt i alle GAME’s fire Streetmekka’er.

– Det bedste ved Beat Production-holdet er at møde folk, og at man kan vise, hvem man er igennem musik, siger Magnus.

En musikskole med plads til alle
GAME’s Urban Music School er målrettet unge mellem 15 og 25 år og har plads til alle på tværs af køn, baggrund og kendskab til musik, men målet er især at få fat i nogle af de unge, der ikke selv finder vej ind i traditionelle fællesskaber.

– Streetkulturen og musikken har et helt særligt potentiale til at nå de mange unge, som har svært ved at finde sig til rette i mere traditionelle fritidstilbud, fordi de efterspørger fleksible rammer, hvor det sociale, fællesskabet og mangfoldigheden er i højsædet og musikken som udtryksform og identitetsbærer står stærkt. Et positivt og inkluderende musikfælleskab danner ramme for individuelle forandringer via succesoplevelser, styrkede personlige og sociale kompetencer, som kan også kan have betydning for fx skolepræstation og andre betydningsfulde livsdimensioner,” forklarer Mikkel Selmar.

Via GAME’s Urban Music School er der også lagt an til et bredt samarbejde med folkeskoler, højskoler, gymnasier og foreninger, hvor GAME stiller faciliteter og undervisning til rådighed, så endnu flere unge med noget på hjerte, får mod og lyst til at gribe mikrofonen, sammensætte beats eller stille sig bag dj-pulten sammen med andre unge.

Om Tuborgfondet
Tuborgfondet samarbejder med organisationer i civilsamfundet, der arbejder for at inddrage unge i alderen 15-30 år og styrke deres deltagelse og engagement i samfundets udvikling og fællesskaber i foreningslivet, lokalområder og på arbejdsmarkedet. Tuborgfondet støtter især projekter, der er drevet af unge, frivillige ildsjæle, eller hvor civilsamfundet, erhvervslivet og det offentlige går sammen og skaber fundamentet for fremtidens fællesskaber. Tuborgfondet er en del af Carlsbergfondet og modtager hvert år mere end 1.500 ansøgninger. I 2018 uddelte Tuborgfondet knap 59 mio. kroner.