• Dansk
Placeholder

5/1-2015Ny National Platform for Gadeidræt

Det er et godt makkerpar fra Lolland Falster, der fra 1. januar skal drive gadeidrætten i Danmark frem via en ny National Platform for Gadeidræt. Semir Catovic og Søs Bondo har vidt forskellige baggrunde, men tre ting deler de: De er rundet af Lolland Falster, de har skaterblod i årene og deres brændstof er at gøre en forskel for børn og unge, der ikke har samme muligheder som de fleste.

Deres fremtidige kontor bliver hos GAME, der sammen med Copenhagen Skaterpark og Street Movement har taget initiativ til platformen.

Målet er at bruge gadeidrætten til at få flere unge aktive og især de børn og unge, der ikke finder vej ind i det etablerede foreningsliv.

– Det er en floskel, det ved jeg godt, siger Semir, – Men jeg mener det faktisk alvorligt. Jeg brænder for at give børn og unge den chance, som jeg af erfaring ved, kan betyde alverden, hvis man ikke finder vej ind i det etablerede system, fortæller han.

Semir er skolelærer. Han er flygtet fra Bosnien-Hercegovina som barn. Efter et par år i et asylcenter, blev han ‘kastet ud i den virkelige verden’, som han kalder det. Uden at kende sproget. Uden at kende kulturen. Skateboarding blev hans integration.

Semir skal arbejde tæt sammen med Søs. De to bliver personificeringen af en ny National Platform for Gadeidræt. Platformen – eller fællesskabet, som de hellere selv vil kalde det – er med 15 millioner kr. i ryggen fra Nordea-fonden et vækstboom, en legeplads og en håndsrækning til al den gadeidræt, der kan myldre frem over hele landet – hvis blot det får lidt penge og rådgivning.

Søs Bondo har været i skatermiljøet altid. – På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg var bedre til at arbejde med skater-events end til at skate selv, fortæller Søs med et grin. Efter en flok år i Copenhagen Skaterpark og som ildsjæl bag Copenhagen Pro har hun været omkring Monster som marketingchef. – Det er fedt at have prøvet at sidde på begge sider af bordet. Men det er knokle-arbejdet med børn og unge og frivillige, som jeg vil gå gennem ild og vand for, fortæller Søs.

Læs mere på hjemmesiden og Facebook.

 

FAKTA

Nordea-fonden har skudt 15 millioner kr. i en National Platform for Gadeidræt, der skal få flere børn og unge til at være fysisk aktive.

Platformen får fire puljer, som unge kan søge:
– Kapacitetsopbygning, hvis man fx har brug for at blive bedre organiseret eller få uddannelse som instruktør
– Søm-og-skruer puljen, hvis man selv vil lave en rampe, reparere den ødelagte basket kurv på vendepladsen eller skrue et mål sammen til street handball
– Joker-puljen til alle de uforudsigelige og skæve ideer, som findes på gadeplanet
– Gadeidrættens dag, som bliver en samlet, national gadeidrætsdag

Gadeidræt er idræt/sport, der dyrkes på gadeplan. Eksempler på gadeidrætter skateboarding, løbehjul, hacky sack, breakdance og parkour, street basket, street handball, street bordtennis og gadefodbold. De fleste gadeidrætter dyrkes på asfalt.

Gadeidræt adskiller sig fra foreningsidræt ved at være løsere og mere fleksibelt organiseret, kræver ikke medlemskab af en forening og har en lavere økonomisk barriere.

Sekretariatet bliver kørt i stilling fra den 1. januar 2015 og herefter bliver puljerne udbudt. Følg med på Facebook.com/gadeidraet