• Dansk
Placeholder

15/8-2019GAME inviterer til gratis gadefest på Frederiksberg

Boligområdet Stjernen og Lindevangsparken på Frederiksberg bliver forvandlet til en to-dages gadefest den 16. og 17. august, når børn og unge dyster mod hinanden i rap, streetbasket og svedige dance moves, mens der bliver langet durum over disken.

Sport, musik og venskaber tilhører alle, så derfor inviterer gadeidrætsorganisationen GAME børn og unge, der brænder for gadeidræt og streetkultur, til et gratis ’Street Party’ på asfalten i boligområdet Stjernen og Lindevangsparken på Frederiksberg i København.

Inden populære musiknavne som Skinz og Icekiid går på scenen, dyster børn og unge i rap, streetbasket, dans samt gadefodbold. I drikkepausen tryller verdens bedste panna-fodboldspiller med bolden på sin ottekantede bane, mens der er mulighed for at få flettet håret og studset spiserne, så man står helt skarpt til ungdomsidolerne Icekiid og Skinz går på scenen.

Lørdag kulminerer aktiviteterne med et brag af en fest i Lindevangsparken, når rapperen Skinz spiller sit gamle nabolag op med megahits som ’Malibu’ og ’Jeg har en pige’.

Det er hovedsageligt lokale kræfter, der står bag eventens aktiviteter og optrædener, og det er der en helt særlig grund til:

”Værten, instruktører til workshops, de unge i snackbaren og upcoming musikere er lokale. Selv den etablerede musiker med radiohits, Skinz, er jo fra Frederiksberg. Det giver en helt særlig stemning og energi, at det er lokale, der er med til at stable eventen på benene og gøre noget for det område, de kommer fra. Derfor har vi ofte fokus på at finde ud af, hvilke ressourcer et område ligger inde med og bruge dem, når vi afholder events, forklarer Oliver Toscano Pedersen, projektkoordinator i GAME, og uddyber målet med eventen:

”Målet med Street Party er at styrke interessen for gadeidræt, streetkultur, musik og de positive fællesskaber, der knytter sig dertil og derved at skabe rammerne for et godt lokalmiljø.”

Det er gadeidrætsorganisationen GAME, som driver ugentlige træninger i gadeidræt på Frederiksberg, der står bag eventen i samarbejde med Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Fonden.

Hvor og hvornår:

Fredag den 16. august i boligområdet Stjernen

Lørdag den 17. august i Lindevangsparken

Find eventen på Facebook her