• Dansk
Placeholder

13/10-2017GADEIDRÆT KAN BLIVE ET VÆKSTLAG, DER GAVNER HELE IDRÆTTEN

By Søs Bondo Posted 13. oktober 2017

Direkte støtte til nye idrætsprojekter er en katalysator for et blomstrende lokalt gadeidrætsliv og for relativt få midler får Den Nationale Platform for Gadeidræt berøring med mange aktører, som i mange tilfælde kommer fra et andet segment end de eksisterende idrætsmiljøer i Danmark. Det konkluderer en ny rapport fra IDAN, Idrættens analyseinstitut, der offentliggøres i dag.

Foreningsidrættens opbygning er ikke den eneste model, der dur, når det kommer til at få flere danskere til at indgå i et idrætsfællesskab, sådan lyder en af hovedpointerne fra IDAN
, der har lavet en evaluering af de lokale idrætsprojekter, der er blevet til ved hjælp af økonomisk s
øtte og rådgivning fra Den Nationale Platform for Gadeidræt.

”En helt central pointe fra de mange støttede projekter er, at platformen har skabt en mulighed for at støtte de projekter og aktører, der har vist sig mest værdig til støtte i øjeblikket,” lyder det fra IDAN.

Gadeidræt når bredt ud

Tilbage i 2014 modtog platformen en bevilling på 15 millioner kroner af Nordea-fonden til at udvikle og udbrede gadeidrætten i Danmark. Ifølge IDANs evalueringsrapport er den direkte støttemodel en mulighed for at nå de aktører og ildsjæle, der ikke er aktive i de eksisterende idrætsmiljøer.

”Evalueringerne tegner et billede af, at Platformen er med til at få et væld af aktiviteter og faciliteter til at blomstre rundt i hele Danmark. Den forholdsvis korte vej fra idé til økonomisk støtte virker tilsyneladende overkommelig og effektiv,” lyder en af delkonklusionerne i rapporten.

Den Nationale Platform for Gadeidræt har med bevillingen i ryggen uddelt knap 10 mio. kr. i støtte til gadeidrætsprojekter i Danmark i 2015, 2016 og første halvdel af 2017. Midlerne har rakt til i alt 355 projekter fordelt over det meste af landet. Og det er ifølge IDAN et bevis på, at bevillingen er nået bredt ud.

”For relativt få midler får man berøring med mange aktører, som i mange tilfælde kommer fra et andet segment end de eksisterende idrætsmiljøer i Danmark,” lyder en af delkonklusionerne i rapporten.

Direkte støtte er en god katalysator

Ifølge rapporten er den direkte støttemodel til lokale initiativer dog ikke en trussel for foreningsidrætten, men en god katalysator for at udvikle lokalt liv. ”Oversigten over aktører viser, at denne støttemodel langt fra er en trussel mod foreningslivet. Tværtimod fremstår foreninger som den største samlede aktør i projektmodtagerfeltet. Platformens støtte kan beskrives som en katalysator for at udvikle lokalt liv inden for gadeidrætsparaplyen,” lyder det fra IDAN.

Derimod skaber Den Nationale Platform for Gadeidræt et rum til, at nye idéer skyder op i eksisterende foreninger.

”I andre sammenhænge ser man ’almindelige’ idrætsforeninger, som eksempelvis en fodboldklub eller en basketballklub søge projektstøtte. Her er der typisk tale om streetfodbold eller streetbasket og i enkelte tilfælde streethåndbold-aktiviteter, der opstår som nye knopskud i en eksisterende idrætsforening. Her ser man altså det omvendte eksempel, hvor de traditionelle boldspil bløder op for regler, formater og måder at dyrke aktiviteterne på,” lyder der fra IDAN.

Undgår forældede aktiviteter

Ifølge rapporten kan den direkte støttemodel i stedet være en måde at sikre, at man ikke bare skyder penge i noget, fordi man plejer at gøre det. ”Det skaber rum for, at nogle aktiviteter dør og giver plads til, at nye starter op, som et frugtbart alternativ til et mere bureaukratisk system, hvor man risikerer at tilføre ’saltvandsindsprøjtninger’ til forældede aktiviteter,” lyder det fra IDAN.

“Vi kan virkelig se, at vores afbureaukratisering af ansøgningsprocessen har gjort, at nye folk er kommet ind i idrætslivet. Vi har støttet alt fra minoritetsetniske unge fra udsatte boligområder til idrætsiværksættere fra yderområderne,” siger Morten Bo Andersen.

Læs også Altingets artkel: Et inspirationsfyrtårn til mere ny idræt for pengene

Og i takt med, at et stigende antal børn og unge efterspørger en løsere organisering og et mindre elitært fællesskab at dyrke idræt i end den traditionelle foreningsidræt, er der måske netop grund til at kigge endnu mere efter, hvordan man kan understøtte landets mange ildsjæle, der hver dag puster liv i noget af de initiativer, der ulmer i det danske streetmiljø. Og gerne på en måde, hvor gadeidrætten bliver et vækstlag, der gavner hele idrætten.