Placeholder

31/8-2017Gadeidræt giver Somalilands unge nye muligheder

Unge i Somaliland får nu en unik mulighed for at bruge gadeidræt som redskab til selv at skabe positive forandringer i det ustabile land. Den danske ngo GAME starter i dag et gadeidrætsprogram, der uddanner lokale unge rollemodeller til at skabe positive fællesskaber for børn omkring streetbasket og gadefodbold.

– Vi byder velkommen til samarbejdet mellem GAME og Somaliland Youth Organization her i Hargeisa. Vi er glade for at I har besluttet at bringe social forandring gennem sport til vores del af verden. Hargeisa gennemgår en masse positive forandringer i disse år, og vi glæder os til at følge jeres arbejde med gadesidræt rundt omkring i byen. På denne måde kan flere børn og unge engagere sig i positive og meningsfulde aktiviteter, siger Abdirahman Soltelco.

Den danske ngo GAME indgår fra 1. august et nyt partnerskab med The Somaliland National Youth Organization (SONYO), om projektet ”Youth-Led Social Change Through Street Sport” som løber i perioden 2017-2018. Projektet har to mål. Det ene er at uddanne lokale unge til frivillige ledere af gadeidræts-spots og dermed styrke unges lederskab og samfundsdeltagelse. Det andet er at få børn og unge fysisk aktive i fællesskaber omkring gadeidræt. Målet er at uddanne 50 unge (15-25 år) som frivillige Playmakere og at hjælpe dem med at nå ud til 500 børn – heraf 40 procent piger – som bliver aktive i de ugentlige træninger i de to GAME-zoner i Hargeisa, Somalilands hovedstad.

Said A. Hussein har indgående kendskab til området og har været med til at etablere samarbejdet med SONYO.
– Der er brug for at styrke unge i Somaliland, da det ultimativt er dem, der skal opbygge det skrøbelige samfund. Metoden med unge rollemodeller og gadeidræt er effektfuld både på kort og lang sigt. På kort sigt fordi de unge skaber positive og trygge fællesskaber for børn i lokalområdet. På længere sigt kan vi forhåbentlig være med til at udvikle ledere, som også kan gøre en forskel uden for sportens verden. Og det har Somaliland brug for, siger Said A. Hussein, som er GAME’s repræsentant i Østafrika.

De unge Playmakerne kommer til at deltage i to Playmaker Camps, hvor de blandt andet lærer at skabe empowerment gennem gadeidræt, samt hvordan man med sporten kan skabe et rummeligt fællesskab med plads til alle. De skills tager de efterfølgende med på gaden, hvor de træner børn og unge i streetbasket og gadefodbold.

GAME’s Playmakerprogram er udviklet over de sidste 15 år og tilpasset, så det sammen med partneren SONYO kan give Somalilands unge Playmakere et rygskub til at tage hånd om deres egen og landets fremtid.

– Somaliland er et klan- og ældredomineret samfund, men de unge er fremtiden, så hvis vi ikke mobiliserer og uddanner dem, er der ingen fremtid. Det med at inddrage børn og unge i Somaliland i sport, lederskab og netværk er derfor en fremtidssikring af landet, siger direktør i SONYO Omer Miigane.

Sonyo er den største landsdækkende ungdomsorganisation i Somaliland og blev etableret i juni 2003. Sonyo har 54 ungdomsorganisationer fra de seks regioner Somaliland: Hargeisa, Sahil, Awdal, Togdheer, Sool og Sanaag. SONYO er en ikke-politisk og non-profit ungdomsparaplyorganisation, der arbejder for at forbedre ungdommens livskvalitet gennem programmer, der er skræddersyet til unges sociale, politiske, økonomiske, fysiske og mentale udvikling.

– Med opstart af aktiviteterne i Somaliland tager vi hul på et nyt kapitel i GAME. I et land der døjer med tørke, bandekriminalitet og ekstremisme, kan man nok ikke finde en vanskeligere kontekst at operere i. Når vi alligevel kaster os ud i det, er det fordi vi mener, at vi har de rette folk og partnere ombord. Og fordi det er svært at finde et sted på jorden med tilsvarende stort behov.

GAME har arbejdet med Playmakere som metode til social forandring i udsatte boligområder i Danmarks siden 2002 og i Libanon siden 2007. Sidste år havde GAME mere end 115.000 fremmøder og 260 Playmakere i Danmark og Libanon.

Ligesom de danske og libanesiske Playmakere. bliver de somaliske Playmakere uddannet i medborgerskab, konflikthåndtering, lederskab, ligestilling, sport og samarbejde på tværs af skel. Det klæder dem på til at tage lederskab, løse konflikter på en fredelig måde og fremme aktive fællesskaber.

Programmet er støttet af CISU (Civilsamfund i Udvikling) under Udenrigsministeriet.