Placeholder

28/9-2020Fra pigernes perspektiv: Sådan skal en idrætsfacilitet se ud

De eksisterende idrætsfaciliteter i Danmark fanger i højere grad drenges interesse end pigers. Derfor er der brug for at re-tænke, hvordan man udvikler og designer idræts- og fritidsfaciliteter, så vi sikrer, at de også er attraktive for piger. Nu undersøger GAME pigers brug af de såkaldte ’Streetmekkaer’ og deler her nogle foreløbige indsigter og erfaringer, der kan få flere piger med.

”Mit yndlingssted i huset er trappen,” siger Isabelle og peger hen på det store trappeelement, der er centralt placeret i gadeidrætshuset ’GAME Streetmekka Aalborg’, så den forbinder den store hal med dansesalen på første sal.” Her er der et godt udsyn. Det er lidt ligesom et tv, for man kan se ud over det hele (…) og vi kan snakke og være sociale sammen.”

Isabelle er 12 år gammel og er ikke helt uvant i GAME Streetmekka Aalborg, der slog dørene op for første gang i 2018. Hun kommer her jævnligt sammen med sine veninder. Hun ville dog ønske, at der var endnu flere piger i huset.

Pigers præg på idrætsfaciliteters indretning er afgørende
At designe og indrette idrætsfaciliteter, der er attraktive for piger, er et vigtigt skridt i styrkelsen af pigers deltagelse i idræt og fysisk aktivitet. GAME’s egen kortlægning viser, at selvbestemmelse, følelsen af ejerskab og et godt socialt miljø er afgørende. Derfor er det vigtigt at designe faciliteter, som pigerne oplever henvender sig til dem, som de kan relatere sig til, og hvor de selv kan være medskabere.

For nyligt inviterede GAME derfor Isabelle og hendes fire veninder fra den lokale fritidsklub med på rundtur i GAME Streetmekka Aalborg efterfulgt af en kort designworkshop. Formålet var at blive klogere på pigernes brug af faciliteten og at få dem til at give konkrete inputs til husets indretning; Hvad synes de fungerer, og hvilke komponenter har behov for nytænkning?

Skal give lige dele plads til aktivitet og afslapning i sociale rammer
I workshoppen tegnede pigerne deres version af en idrætsfacilitet. Resultatet af tegningerne blev vidt forskellige, men havde tydelige fællestræk, som peger på: Et generelt ønske om og behov for sociale hvile- og opholdsområder og en efterspørgsmål på rum, der ikke har en bestemt funktion, men som er multibrugbare.

”I mit idrætshus er der en café med borde og stole, og der er bordfodboldborde inde i midten (…), og der er en stor madras her i siden. Jeg har også tegnet sofaer med puder. Og her er der en klatrevæg og en fodboldbane.” Sådan siger Isabelle, da hun forklarer, hvad hun har tegnet.

I Isabelles visualisering af en idrætsfacilitet tildeles cafe- og hvileområder ligeså meget plads som boldbaner og klatrevæggen.

Funktionerne til aktivitet og ophold er integreret side om side. Det afspejler et ønske om et bevægelsesrum, der støtter op om socialt samvær og mulighed for dialog. For Isabelle er idrætsfaciliteten altså en samværsarena snarere end en sportsarena, og netop derfor er trappeelementet i GAME Streetmekka Aalborg ekstra værdsat. Den muliggør, at Isabelle kan trække sig lidt tilbage fra højintensiteten og være mere intimt sammen med sin gruppe af veninder. Et område som trappeelementet skaber en åbenhed, der sikrer muligheden for den private sfære, samtidig med at pigerne kan se på og blive inspireret af de andre i rummet.

Brug for fleksible rum, der udfordrer pigernes kreativitet
Undersøgelser peger på, at når det handler om at få pigerne med, så kan det være en fordel at designe mere komplekse rum, som kan have mange betydninger, og hvor strukturer og funktioner blander og overlapper hinanden¹. Det udvisker regler og selvfølgeligheder og giver mulighed for at bruge egen opfindsomhed og kreativitet – noget der er særlig vigtigt ift. pigers motivation for deltagelse, hvilket passer godt med Isabelles bud på rum med flere funktioner.

Isabelle har i sin tegning opdelt faciliteten i underområder, og hun har valgt at skitsere forskellige funktioner og aktivitetsmuligheder. Hendes bud på en idrætsfacilitet er altså multibrugbar og lægger op til en bredere brug af rummet.

Desuden peger GAME’s egne erfaringer på, at de multibrugbare rum skal indeholde en grad af organisering, hvis de skal imødekomme pigers behov.

Det bekræftes af Isabelle og veninderne, som synes ”det kunne være sjovt med nogle arrangementer eller nogle konkurrencer for piger.” Piger efterspørger i høj grad facilitering af fysisk aktivitet, og man kan derfor tænke i, at der er forskellige begivenheder på programmet som pop-up events eller mere tilrettelagte aktiviteter, der med fordel kan afholdes af unge rollemodeller, som pigerne kan spejle sig i.

For mere inspiration her fra GAME og Lokale og Anlægsfonden:
Sådan udvikler du aktiviteter og mødesteder, der fremmer pigers deltagelse i et aktivt fritidsliv.
10 gode råd til at øge pigedeltagelse.

Hvad er et GAME Streetmekka?
GAME’s fire Streetmekkaer i henholdsvis København, Esbjerg, Viborg og Aalborg er indendørs faciliteter dedikeret til gadeidræt og gadekultur. Husene varierer i design og indretning og tilbyder forskellige aktiviteter. Fælles for gadeidrætshusene er, at de bygger på et flerfunktionelt og rummeligt koncept, der fungerer som samlingspunkt for positive fællesskaber på tværs af brugernes forskellige interesser og baggrunde.

[1] Rishaug, Vigdis. 2015. Et aktivt utemiljø for unge jenter. Arkitektur N nr. 3.
Hermansen, Bianca. 2013. Er der plads til piger i det aktive byrum?. Arkitektur N nr. 7.