Placeholder

24/1-2020Et wrap-up af GAME’s aktiviteter i 2019

Et nyt årti er fløjtet i gang – hos GAME med gode nyheder og stærke resultater. Vi er lykkes med en imponerende pigedeltagelse, vi gør en forskel for flere børn og unge end nogensinde, og vi kan smykke os med flotte priser. Alt sammen fordi vi har stærke partnerskaber.

GAME skaber plads til pigerne
Det går stærkt alle steder i GAME i de her år, men 2019 vil altid stå som et skelsættende år, når det kommer til pigedeltagelsen i GAME’s aktiviteter. Efter en målrettet indsats med at lytte til pigerne, teste koncepter og lytte igen, involvere forældre og rollemodeller, er deltagerprocenten for pigerne nu endelig ved at være på linje med drengenes: I Danmark er vi gået fra en pigeprocent på 25% i 2017 til 49% i 2019.

Prisregn
2019 var også året, hvor verdens øjne vendte sig mod GAME Streetmekka Viborg, der vandt ’OL-guld’ i idrætsfaciliteter uddelt af den internationale organisation for idræts- og fritidsfaciliteter, IAKS sammen med den Internationale Olympiske Komite. Det 3.170 m2 asfalterede gadeidrætshus blev tillige udråbt til ’Building of the Year’ af ArchDaily. I det nære vandt vores Playmakere Frederiksberg Kommunes frivillighedspris for at ”bidrage til et stort løft i de boligsociale områder på Frederiksberg, fordi de giver børnene og de unge selvtillid, glæde og et varigt, solidt netværk og fællesskab i lokalområdet”.

Den Nationale Platform for Gadeidræt
Ligestilling i idrætten i Danmark og flere børn og unge med i aktive fællesskaber. Det er målet med Den Nationale Platform for Gadeidræt, som er støttet af Nordea-fonden. I 2019 slog vi rekord med rådgivning og micro grants til 185 gadeidrætsprojekter i Danmark drevet af unge ildsjæle og idrætsiværksættere.

Urban Music School i alle fire GAME Streetmekka’er
I 2019 gik endnu en drøm i opfyldelse for GAME: Urban Music School! Hip hop har altid været et fundament for alle aktiviteter i GAME, men nu er fællesskaber omkring rap, dj’ing og beatproduktion blevet en fast del af GAME Streetmekka i Esbjerg, København, Viborg og Aalborg.

Nu med gode oplevelser med idrætsfællesskaber
Myriader af aktiviteter hver evigt eneste dag i de fire GAME-huse har bragt 185.240 fremmøder i husene i 2019. GAME Streetmekka’er er samtidig de perfekte rammer for børn og unge, som har brug for en ekstra indsats for at få en god oplevelse med idræt. Projekt ’Fællesskab på Asfalten’ med parkour som redskab har skabt imponerende resultater for børn og unge med psykosociale udfordringer.

Flot første år i Ghana
Det har været en fornøjelse at kaste blikket mod Ghana. Der er grund til at fejre GAME’s et-års-dag for aktiviteter i det vestafrikanske land. 58 unge har deltaget på GAME’s første Playmakercamps i Ghana, der klæder dem på til at drive træninger i fire GAME-zoner. Efter de er startet i GAME, er fire ud af fem af børnene i GAME Ghana blevet bedre til at håndtere konflikter og 98% af Playmakerne mener, at drenge og piger bør have samme rettigheder.

Sport og entreprenørskab giver Jordans unge nyt håb
Efter et succesfuldt første år i Jordan med uddannelse af unge GAME Playmakere og velbesøgte træninger i streetbasket og gadefodbold, lancerede GAME i marts en ’Street Sports Incubator’. Projektet skal styrke entreprenørskab og organisationstalent i et land, hvor ungearbejdsløsheden er nået 40 procent og troen på fremtiden for mange unge er præget af håbløshed.

44 unge jordanere deltog i den første Incubator-runde, hvor de blev vejledt og rådgivet af eksperter indenfor innovation og udvikling. Projektet er inspireret af GAME’s Danske Platform for Gadeidræt, som gav rådgivning og micro grants til 185 gadeidrætsprojekter i Danmark i 2019 drevet af unge ildsjæle og idrætsiværksættere.

Udgangsforbud og aflyste træninger i Libanon
Overskriften er mere dyster for vores aktiviteter i Libanon i 2019. GAME’s aktiviteter er i den grad påvirket af folkeopstanden i Beirut, hvor unge går på gaderne under det såkaldte Arabiske Forår 2.0. Urolighederne betyder, at medarbejdere og frivillige ikke kan bevæge sig frit rundt og vi har måtte lukke ned for aktiviteterne af hensyn til alles sikkerhed. Enkelte steder er træningerne nu i gang igen. Vi forventer at sætte gang i et større EU-projekt i 2020 med særligt fokus på de mange syriske flygtninge, landet huser.

Tunesien er på trapperne
I 2020 starter GAME op i Tunesien. Landet er præget af håbløshed, arbejdsløshed og mistet tro på fremtiden hos unge i landet. I partnerskab med blandt andre den lokale organisation IIDebate vil vi understøtte de lokale unge rollemodeller og ildsjæle og få en masse børn med i aktive fællesskaber.

Grækenland, Malta, Litauen og Italien
I 2019 så vores samarbejde med fire andre europæiske lande gennem EU’s Erasmus + program dagens lys. Playmaker Camps, GAME-zoner og events er med til at skabe en social forandring i de fire europæiske lande. I Litauen har vores partner, Integracijos Centras, seks GAME-zoner i gang. I Grækenland planlægger vores partner, ARSIS (Association for the Social Support of Youth) en GAME- på et lokalt børnehjem. På Malta etablerede GAME’s lokale partner, MOVE, et samarbejde med Uddannelsesministeriet for at inkludere idrætslærere i Playmaker-programmet. Og i Italien planlægger vores lokale partner CESIE GAME-zoner i flere flygtninge- og asylcentre.