• Dansk
Placeholder

27/10-2017Asfalten blev royal

”I hjælper børn og unge i jeres eget boligområde til at tage de rigtige valg, før det er for sent. Det er dér, I virkelig gør en forskel.”

Banen var gjort klar til ekstra fint besøg onsdag i GAME Streetmekka København. HRH Prins Harry, besøgte den københavnske asfalt for at blive klogere på GAME’s arbejde med sport som social forandring.

Af Isabella From

Der stilles skarpt og dykkes ned i et ganske særligt besøg for GAME. En horde af forventningsfulde mennesker stod klar til at byde HRH Prins Harry velkommen, som onsdag besøgte den københavnske asfalt. Pressefolk stod klar med stiger, mælkekasser og andet brugbart udstyr, for at komme helt tæt på prinsen. Det var tydeligt at mærke, hvordan stemningen omringede gården hele vejen omkring GAME. Børn og voksne flokkedes hånd i hånd i regntøj på en kold efterårsdag – og forenede Dannebrog og Union Jack på bedste vis.

Den britiske prins gjorde omsider sin ankomst i den sorte BMW med tonede ruder. Mens Prins Harry stod ud og hilste på de fremmødte, var det tydeligt at mærke hans engagement fra start. Med store armbevægelser tog han sig tid til at stoppe op og tale nysgerrigt med de fremmødte. Årsagen til besøget var dog indenfor i tørvejr i GAME Streetmekka København.

Mere end 60 frivillige GAME Playmakere var mødt op for at byde Prinsen velkommen og fortælle deres historier om den forskel, de gør som rollemodeller med gadeidræt for børn i udsatte boligområder.

Det at bruge sport til at nå udsatte børn og unge ligger højt på Prins Harrys prioriteringsliste og derfor var besøget hos GAME en del af Prinsens besøg i

Danmark. GAME har side 2002 arbejdet med at skabe sociale forandringer med ungeledet gadeidræt og street kultur. Det sker både ved at bygge innovative faciliteter – såsom GAME Streetmekka, der sænker tærsklen til idræt – og ved et frivilligprogram, hvor unge rollemodeller uddannes som gadeidrætsinstruktører og frivilligledere, som bruger deres fritid på at arrangere gadeidræt for børn i udsatte boligområder.

De frivillige Playmakere viste Prins Harry både streetbasket, gadefodbold, street dance og parkour og flere af dem fik en snak med Prinsen om, hvorfor de er blevet Playmakere og hvad det betyder for de børn, de til dagligt træner:

”Den gang jeg var en ung dreng på 12-13 år, var der ingen Playmakere jeg kunne se op til. I stedet så mine venner og jeg op til kriminelle, for de var cool og folk havde respekt for dem”, fortalte Ali om, hvorfor han har valgt at bliver Playmaker i Ringparken i Slagelse, hvor han selv bor.

Ved besøget kom Prins Harry og de frivillige også ind på den særlige udfordring, der er med at få piger i udsatte boligområder med i bevægelse og fællesskaber.

”Der er mange piger, som er bange for, at de ikke er gode nok. Jeg kan hjælpe dem med at kaste sig ud i det, så de kan se, at de faktisk er gode nok og at det bare er en grænse, de skal bryde,” fortalte Amalie, der er streetbasket Playmaker i Brøndby Nord.

Besøget blev afsluttet med en omgang parkour med et GAME projekt for børn med psykiske udfordringer, som for alvor satte gang i smil og klapsalver hos den britiske prins.

Morten Bo er direktør i GAME og han var meget stolt af besøget:

”Prins Harry var tydelig meget vidende og velforberedt og det kan ikke undervurderes, hvor meget det betyder for GAME og for vores frivillige Playmakere, at en person som Prins Harry lytter til deres historier, som faktisk er positive historier om fantastiske og socialt engagerede unge mennesker fra boligområder, der normalt kommer på forsiden for dårlige ting,” konkluderer Morten Bo.

Inden Prins Harry trådte ud af døren og vinkede farvel til GAME, fik han overrakt en GAME t-shirt og takkede alle de fremmødte børn og frivillige Playmakerne: ”I hjælper børn og unge i jeres eget boligområde til at tage de rigtige valg, før det er for sent. Det er dér, I virkelig gør en forskel,” sagde Prins Harry og havde også en ros med til den udvikling, som han havde hørt at mange af dem har gennemgået: ”Hellere være stolt over, hvad du bidrager med i dag, end at vågne op hver morgen og have dårlig samvittighed over noget, du gjorde i går.”