• Dansk
Placeholder

26/2-201856 unge tager hul på Playmakeruddannelsen i Somaliland

Den første af de camps, der skal ruste Somalilands unge til at drive træninger i deres lokalområde i Somaliland, er nu overstået. 56 unge fandt vej til GAME’s Playmakeruddannelse i Hargeisa.

70 procent af Somalilands unge under 30 år står uden arbejde. Ved hjælp af GAME’s netop påbegyndte Playmakeruddannelse i Somaliland får landets unge nu en unik mulighed for at bruge gadeidræt som redskab til at skabe positive forandringer for dem selv og for andre børn og unge i det skrøbelige land.

56 unge deltog i GAME’s første Playmakercamp i Hargeisa i Somaliland i starten af februar.

“Det var en yderst vellykket camp med masser af engagerede piger og drenge,” siger Yoonis N. Hussein, der er GAME’s projektkoordinator i Somaliland.

Fokus på ligestilling
GAME har arbejdet med Playmakeruddannelsen som metode til social forandring i udsatte boligområder i Danmark siden 2002 og i Libanon siden 2007.

Ligesom de danske og libanesiske playmakere bliver Somalilands playmakere klædt på til at tage lederskab, løse konflikter på en fredelig måde, fremme aktive fællesskaber og sammensætte en træningssession i blandt andet streetbasket og gadefodbold.

“De fleste af elementerne er det samme som i Danmark. Der er dog taget afsæt i den lokale kontekst. En af vores målsætninger er at skabe en større samhørighed og forsoning, da klanbaseret diskrimination og stigmatisering er en udfordring i landet,” forklarer Yoonis N. Hussein og tilføjer et andet vigtigt fokuspunkt på Playmakeruddannelsen i Somaliland:

“Derudover har vi på Playmakeruddannelsen et stort fokus på ligestilling og konflikthåndtering,” siger Yoonis N. Hussein.

Lige fordeling af piger og drenge
Netop ligestilling og rekruttering af piger til Playmakeruddannelsen i Somaliland er en prioritet. Og med en deltagelse på 40 procent for piger ved den første Playmakercamp i Somaliland går arbejdet i den rigtige retning:

”Vi har mange gange fået at vide, at piger ikke har lov til at dyrke sport. Men vi har fundet ud af, at under de rigtige forhold og med tilladelse fra forældre, så er det muligt,” siger Simon Prahm, CEO, der har været med til at udbrede GAME til Somaliland.

”Over de sidste fire år har vi screenet forskellige lande for at bestemme os for, hvor vi skulle engagere os. Hvad angår Somaliland, hvor cirka 70% af befolkningen er yngre end 30 år, og hvor 70% af dem befinder sig uden for jobmarkedet, syntes vi, det var fornuftigt at give flere muligheder for ungeinvolvering,” siger Simon Prahm.

Tre trænings-zoner åbner i Hargeisa
Det er i samarbejde med SONYO, den største paraplyorganisation for ungdomsorganisationer i Somaliland, at GAME har haft succes med at opstarte Playmakeruddannelsen i Hargeisa.

Efter den succesfulde første Playmakercamp i Hargeisa begynder arbejdet nu med at rekruttere børn til de tre forskellige træningszoner, der åbner i Hargeisa: En basket-zone kun for piger, en blandet fodbold-zone samt en kombinationszone, hvor der både er fodbold og basket på programmet.

I løbet af foråret venter endnu en Playmakercamp for de unge playmakere i Somaliland, der skal drive de ugentlige basket- og fodboldtræninger i Hargeisa.

Programmet er støttet af CISU (Civilsamfund i Udvikling) under Udenrigsministeriet.